Fællesskabet
Fællesskabet og friskolen.
Det kan være vanskeligt at se forskellen på friskolen og folkeskolen. Skoletiden, fag og meget andet er tit og ofte ganske ens. Vil man forklare forskellen, bliver det endnu vanskeligere. Det inderste i friskolen bliver vist uforståeligt for den, der ikke har levet med. Der kan også i friskolen være folk, som nok er der, men ikke lever med, de forstår det heller ikke. Hvis man imidlertid lever med i fællesskabet omkring friskolen bliver det meget lettere at forklare, og forstå hvad det er.
Det kan imidlertid nemt gå som med den friskolelærer, som forsøgte at sige lidt om, hvad friskole er, at der bagefter kom en kone hen til ham og sagde: Det var godt det du sagde, men det var der ingen, som forstod, og for øvrigt er friskolen andet og bedre end det, du kunne fortælle. Hun havde selv oplevet friskolen og følte, at det egentlige i den, det, som kan skabe liv, havde ordene ikke kunne udtrykke. Friskole er ikke let at forklare for den, der ikke har oplevet den.
En ting er dog sikkert; både forældrene og lærerne i en friskole skal være rede til fællesskabet. Denne fælles oplevelse af friskolen kan senere føre til forståelse. Fællesskabet bliver i disse år mere og mere udnyttet i de frie skoler. Man oplever, at flere og flere forældre til børn med problemer flytter deres børn over i friskolen, hvor fællesskabet og menneskesynet får børnene på fode igen, for så kun at flytte dem tilbage igen når børnene er kommet på ret køl igen. Denne tendens er farlig for friskoleideen. Og kun et udtryk for, at man tager fra hyldene, hvad man egocentrisk mener man har brug for.
Fællesskabet
Alle parter skal, som udgangspunkt, have at det her vil vi. Enten er man varm eller kold, lunkenhed dur ikke. Ellers kommer man aldrig i forhold til noget man vil ofre noget for. Denne offervilje er ikke uvæsentlig i friskolens historie. Fællesskabet og det at ville give noget giver et sammenhold af uvurderlig værdi. Hvis forældrene kun kræver af lærerne eller omvendt mislykkes fællesskabet, og så er det umuligt at drive friskole. Vi kan tage hensyn, men vi kan ikke tilfredsstille alle behov.
Hvis ”curlingforældre” ikke formår, at få deres børn væk fra dette voksne behov inden de kommer i skole, kan vi heller ikke magte opgaven.
Det sker, at nye friskoleforældre bliver overraskede over, at friskolen ikke er ”forældrenes skole” i den forstand, de havde regnet med. Men med fasthed og åbenhed plejer også det at gå. En Grundtvig-Koldsk friskole er ikke en redningsstation ( selvom de i tidens løb har reddet mange ) ,men et fyrtårn man kan styre efter. At nogle forældre så vælger at udnytte fællesskabets kurs eller vil have ”skibet” ud af kurs, må man leve med og håbe, at fællesskabet er så stærkt at kursen kan holdes. Friskolen må og skal betyde så meget, at der er vilje til at give affkald på noget individuelt.
Som det gerne skulle fremstå er det ikke en individuel sag og en ”frigørelse fra” det at drive friskole. Men det er en levende vekselvirkning med sine medmennesker. Altså er det personlige møde vigtigt. Dette møde skal komme til udtryk i, at vi ved at følge et fyrtårn – menneskesyn – skaber en tidssvarende skole.
Fællesskabet
I den forbindelse er det afgørende, at der er en skolekreds. Den er skolens eksistensgrundlag – ikke staten eller kommunen. Denne kreds er garant for at friskolen holder den rette kurs, og ikke snart styrer i socialistisk eller liberalistisk retning, kulturradikal eller konservativ retning, rundkredspædagogisk eller sort skole retning, men i en Grundtvig-Koldsk folkelig retning, hvor man har sluttet kreds om en friskole af egen fri vilje – og ikke for at udnytte fællesskabet til egen fordel -. Friskolen kan så blive et sted, hvor man mødes uden at spørge, hvad får jeg ud af det? Men netop det sted hvor man mødes uden at spørge om formålet, så mennesker med forskelligt udgangspunkt bliver fælles om noget, det være sig rengøring, foredrag, festaftner, arbejdsdage osv.. Hovedsagen er, at man kommer og deltager, så samtalen og tilliden får gode vilkår.
Skolekredsmedlemmer er almindelige mennesker – uanset alder – uden særlige forudsætninger – som ved; vi lever i usikkerhed og er nødt til at tro på egne og personalets vurderinger. Intet er sikkert, men forudsætningerne er mod, tillid og ansvar, til at lade børnene være børn og være det, usikre og prøvende. Vi vedstår os ansvaret og den historiske arv.
